Anarkister: Henrik Ibsen

…in Ibsen’s mind, as in the actual history of the nineteenth century, the way to Communism lies through the most resolute and uncompromising Individualism. … When a man is at last brought face to face, not with an individual, but with a species, and knows that to save himself, he must save the [human] race. He can have no life except a share in the life of the community; and if that life is unhappy and squalid, nothing that he can do to paint and paper and upholster and shut off his little corner of it can really rescue him from it. — George Bernard Shaw,
The Quintessence of Ibsenism, 1913, s. 136-137)

Det er et underkjent faktum at Norges store diktersønn, Henrik Ibsen, sto anarkismen nært. Men både en lesning av hans diktning og av hans øvrige nedtegnelser — brev, avisinnlegg, osv. — taler sitt tydelige språk. I den grad Ibsens anarkisme overhodet er kjent, er det gjerne i den utlegning Georg Brandes i sin tid ga han: som individualist og kulturkritiker. Her trekkes Ibsens refselse av borgerlig dobbeltmoral, av kirke og av stat inn. Men Ibsen hadde et langt klarere anarkistisk grunnsyn enn som så, et grunnsyn som gikk utover den uforpliktende borgerlige individualisme han er blitt ‘beskyldt’ for. Ibsen var fortaler for en folkelig anarkisme, og så sin diktning som et ledd i den prosess som skulle lede til menneskenes frigjøring.

Gjennom å gripe menneskene ad poesiens og kunstens vei, håpet Ibsen å bidra til en økt forståelse av verden — og dermed bane vei for dens forandring. Som den danske litteraturviter Erik M. Christensen skriver i sitt tobindsverk Henrik Ibsens anarkisme:
De samlede værker
(Akademisk Forlag, København 1989):

Driften til dette erkendelsesarbejde vækker kunsten i os, idet den først skænker os sin specielle form for ‘illusion’, nemlig kunstoplevelsens fascination, hvor vi er så ‘grebne’ af værket, at vi ikke ænser noget andet. I denne grebethed er vores følelser tilgængelige for et engagement, som holder os fast efter at kunstens øjeblik er forbi. Vi ønsker at forstå værket (oplevelsen af værket), og i den poetiske erkendelse forstår vi i bedste fald os selv i vores faktiske virkelighed. … man må tale om en ‘politisk’ position i bred forstand. Den indeholder i et krast resumé følgende hovedmomenter: en avstandtagen fra stat, kirke, militær, øvrighed, autoriteter og magthavere i det hele taget; en tilsvarende tillid til at frie mennesker i fællesskab — uden forskrifter og delegeret magt, som vil selvstendiggøre sig — kan realisere det bedst mulige liv; privatkapitalistisk udfoldelse anses for ikke mindre undertrykkende end statens og partiers væsen; ideologisk undertrykkelse ses i dialektisk sammenhæng med andre former for undertrykkelse, og den indre personlige ufrihed i afhængighed af erkendte eller ikke erkendte magter er et hovedtema; den samfundsmæssigt strukturerede ufrihed har i personligheden et tyngdepunkt i seksuel (selv)undertrykkelse; forbindelsen mellem magt og seksualitet — også som oprør eller kompensation — betragtes som livstruende, ikke mindst gennem magtforvridning af kærlighed, til konkurrence eller til vare… det højeste mål er det enkelte menneskes lykkelige liv i selvbevidst fællesskab med andre; … Ibsens primær-publikum er borgerligt, men han forventer den største skabende indsats af de befolkningsgrupper, som ikke har haft andel i samfundsmæssigt institutionaliseret magt: kvinderne, arbejderne. Tankegangen er som helhed anarkistisk, og den er på vej hos Ibsen fra først af. (s. 8-10)

Det atypiske ved Ibsens anarkisme var primært at han aldri deltok i noen anarkistisk bevegelse — noen slik eksisterte da heller ikke i hans samtid — og at han sjelden agiterte åpenlyst for anarkismen. Riktignok finnes det unntak, som når han på sine eldre dager langer ut med diktet Til min venn revolusjons-taleren!

Til min venn revolusjons-taleren! 

De sier, jeg er bleven "konservativ".
Jeg er hva jeg var i mitt hele liv.

Jeg går ikke med på å flytte brikker.
Slå spillet over ende; da har De meg sikker.

En eneste revolusjon jeg husker
som ikke ble gjort av en halvhets-fusker.

Den bærer for alle de senere glorien.
Jeg mener naturligvis syndflods-historien.

Dog selv den gang ble Lucifer luret;
ti Noa tok, som De vet, diktaturet.

La oss gjøre det om igjen, radikalere;
men dertil kreves både menn og talere.

I sørger for vannflom til verdensmarken.
Jeg legger med lyst en torpédo under Arken.

Videre var det noen trekk ved Ibsen som gjorde han til en noe usedvanlig anarkist: Ikke bare godtok han æresbevisninger og ordensutmerkelser fra det borgerlige publikum anarkister ellers har skydd; han var heller aldri noen erklært ateist, og var, i motsetning til de fleste andre anarkister både før og etter han, svært indirekte og subtil med hensyn til sitt revolusjonære virke. Men dette kommer nettopp av hans poetikk: Erkjennelse må og skal være frihetlig selverkjennelse. Eller som Ibsen selv formulerte det: «Digteren meddeler ikke derved Tilhøreren noget af sin individuelle Rigdom, han vækker kun til bevidst Liv, hvad der laa drømmende og gjærende i Folket selv…» (sitert i Christensen s. 12)

Blant de romantiske trekk man gjenfinner hos Ibsen — kanhende i alle sosialrevolusjonære? — er idealet om å overkomme menneskets fremmedgjøring (et begrep som stammer fra Schiller, ikke Hegel eller Marx, slik mange tror). I romantikkens diktning var kjærligheten ofte bildet på det fellesskap man også samfunnsmessig ønsket etablert, og så også hos Ibsen.

Dette kommer til syne i verk som Gengangere, der det er seksualiteten, i forvridd og tabuisert form, som står i fokus.

Går man til Ibsens brev, finner man imidlertid flere steder hans anarkisme mer direkte uttalt. Et eksempel er det brev han sendte til Bjørnsterne Bjørnson i anledning flaggstriden med Sverige, i 1879:

Det er ganske uvæsentligt om vore politikere skaffer samfundet nogle flere friheder, sålænge de ikke skaffer individerne friheden. Det heder jo at Norge er et frit og selvstændigt rige; men jeg sætter ikke stor pris på denne frihed og selvstændighed, sålænge jeg ved at individerne hverken er fri eller selvstændige. Og det er de ikke hos os. Der findes ikke i hele Norges land 25 fri og selvstændige personligheder. Der kan ikke findes slike. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i vort undervisningsvæsen, i skoleplaner, i timetabeller, i undervisningsstof o.s.v. … Her er det felt, hvor vi alle som en skulde kræve at der blev tonet ‘rent flag’. Lad unionsmærket blive stående; men tag munkedomsmærket ud af sindene; tag væk fordommenes og trangsynthedens og vrangsynthedens og uselvstændihedens og den grundløse autoritetstros mærke, så at de enkelte kan få sejle under eget flag. Det, de nu sejler under, er hverken rent eller deres eget. Men dette er en praktisk sag, og slige sager har vanskeligt for at samle interessen om sig oppe hos os. Vort hele opdragelses og undervisningsvæsen har ikke tilladt os at komme så langt endnu. Derfor ser også vor politik ud, som om vi befandt os i en konstituerende rigsforsamling. Man holder endnu på at diskuttere principerne. I andre lande er man for længe siden på det rene med principerne, og kampen drejer sig om den praktiske anvendelse af dem. Dukker hos os en ny opgave op, så mødes den ikke med sikkerhed og snarrådighed men med forfjamselse. Vor folkeopdragelse har bragt det derhen at det norske folk er blevet forfjamset. Det viste sig jo osgå tilfulde i flagsagen, og det på begge sider. Søfolkene havde dog utvivlsomt det grejeste syn; og deter naturligt; thi deres bedrift medfører en friere udvikling af personligheden. Men når fjeldbønder oppe fra afdalene i adresser udtaler sin trang til at få unionsmærket ud af flaget, så kan dette umuligt være andet end den skæreste humbug; thi hvor der ingen trang er til at frigøre sin egen personlighed, kan der endnu mindre være nogen trang til at frigøre en så abstrakt ting som et samfundssymbol.

Jeg må indskrænke mig til disse spredte antydninger af min opfatning af flagsagen. Jeg kan umuligt være med derpå, og heller ikke kan jeg være enig med Dig, når Du i dit brev siger, at vi digtere fortrinsvis er kaldede til at fremme denne sag. Jeg tror ikke det er vor opgave at tage os af statens frihed og selvstændighed, men vel at vække til frihed og selvstændighed den enkelte, og så mange som muligt. I mine øjne er ikke politiken vort folks vigtigste gøremål; og hos os indtager den kanske allerede en bredere plads, end ønskeligt for den personlige frigørelse. Norge er både frit og selvstændigt nok; men der mangler meget i at vi kan sige det samme om de norske mænd og de norske kvinder.

Med vore bedste hilsener til Dig og dine. Henrik Ibsen. (sitert i Christensen s. 5-7)

Anarkismens forløpere i Skandinavia, ungsosialistene, benyttet seg også flittig av Ibsen. Ikke bare oppkalte de ledende ungsosialister i Sverige sitt organ etter Ibsens skikkelse Brand (paradoksalt nok en prest!), men de trykket også hans dikting til seg. Da Brand etter en kortvarig død gjenoppsto i Landskrona og begynte å utkomme som månedshefte i mars 1901 (den utkom i flere år både som ukesavis og månedshefte), sto Ibsens dikt På sangertog på avisens forside:

Se, slig skal vi brødre, vi unge,
på lifsfærden, festlig og rig,
vidne med vækkende tunge
langs landet i bugt og vik.

Der er ej så taus en hule,
lidt genlyd ejer den jo.
Vi er de syngende fugle
med frøkorn i næb og klo.

Hvorhelst end vingerne stryger
langs fjeldryg, som lavt over fjord,
et frøkorn fra flokken fyger
til tvivsel i længtende jord.

En anarkist er død, 2006 - Digitale fortellinger